Ja, så er jeg tilbage i Danmark. Her er koldt. Jeg har nu uploadet de sidste billeder, og de kan findes her og her. Rikke og jeg nåede at lave tre korte videoer, hvoraf den ene er en introduktion til vores praktikophold, den anden omhandler food distributionen og den sidste video er om elefanter. Find dem her.

Hvis I tørster efter flere fortællinger fra Kenya, kan Rikke formentlig supplere – desuden er hun jo dernede i endnu halvanden måneds tid. Tjek også hendes billeder ud:

http://rikkegoestoafrica.blogspot.com/

 

 

Leave A Comment, Written on February 15th, 2012 , Uncategorized
FFA

FFA

Vi har nu tilbragt halvanden uge i Isiolo, og jeg tror, at jeg efterhånden er ved at vænne mig til varmen. I sidste uge kørte vi med rundt i området, for at se hvilke projekter ActionAid arbejder på her i distriktet. Den første dag besøgte vi et lokalsamfund, som deltager i Food For Asset (FFA) programmet, som fungerer ved, at lokalbefolkningen udfører et stykke arbejde i bytte for mad. Det arbejde, som de udfører, er typisk dyrkning af afgrøder, og når de har høstet, skal alle de deltagende dele udbyttet. Det betyder, at der ikke er særlig meget mad til hver person, men det er heller ikke formålet med FFA-programmet. Formålet er derimod at FFA skal fungere som en slags skole, hvor lokalbefolkningen lærer forskellige teknikker til at dyrke afgrøder, så de kan anvende teknikkerne på deres egen mark og på den måde brødføde sig selv. Hvor effektivt og hvor stor en effekt FFA har, det ved jeg ikke. Men organisationerne her i området prøver på at arbejde meget med uddanne befolkningen til at kunne klare sig selv i stedet for kun at være afhængig af nødhjælpsrationer. Om ikke andet, så påstår World Food Programme, at FFA er den rigtige vej frem.

GFD

Dagen efter var vi ude og se en generel food distribution (GFD). GFD’en er anderledes end FFA, da befolkningen ikke arbejder for maden – de får den blot udleveret. Vi fik lov til at interviewe to samburu-kvinder, og vi spurgte dem om, i hvor lang tid, de har modtaget nødrationer. De stod lidt og diskuterede frem og tilbage, hvorefter vores oversætter fortalte, at svaret var lang tid. Men hvor lang tid var det? Det kunne de dog ikke svare præcist på, da de ikke har nogen tidsregning – men én af dem påstod, at det måske var 10 år. Det er dog ikke til at sige med sikkerhed.

Den efterfølgende dag besøgte vi kort et sted, hvor de arbejder med programmet

SFP

Supplementary Feeding Programme (SFP). Med dette program prøver WFP/ActionAid at bekæmpe under- og fejlernæring. Det gør de ved at veje og måle børn samt ammende og gravide kvinder. Hvis de viser tegn på at være underernærede, får de udleveret et næringsprodukt, som skal tilsættes i maden.

I starten af denne uge havde vi et møde med World Food Programme for at høre lidt om deres arbejde. Vi fik efterfølgende lov til at tage med til et møde vedrørende SFP, hvor igangværende aktiviteter blev gennemgået, så alle involverede parter er informerede. Dagen efter tog vi igen med WFP ud i marken, da én af de ansatte skulle monitorere

WFP

hvordan skolerne administrerer maden fra WFP i forbindelse med deres School Feeding Programme. Det gør man ved at se om skolerne udfylder deres dokumenter korrekt, om de opbevarer maden over jorden, om lageret er rent og aflåst, om deres kok er certificeret til at lave mad og mange andre detaljer.

I morgen (torsdag) tager vi formentlig fra Isiolo, da vi har fået tilbudt et lift til Nanyuki. Derefter er planen at tage til Nairobi og herefter på safari i nogle dage, og så tager jeg hjem. Rikke bliver i Isiolo et par måneder mere, før hun igen kommer hjem til Danmark. Jeg lægger resten af mine billeder op i løbet af de næste par dage. Find linket til alle mine billeder under Links -> More photos. Vi uploader også snart de videoer, som vi har lavet, mens vi har været her i Kenya.

Vi ses derhjemme.

Leave A Comment, Written on February 1st, 2012 , Uncategorized

I den forløbne uge har vi haft godt gang i vores food distribution. De første par dage ventede vi på svar fra KEBS, og da der ikke var meget vi kunne tage os til på kontoret, valgte vi at blive hjemme tirsdag. Francis kørte den dag til Nyeri for at besøge KEBS, hvor han endelig fik rapporten fra dem. Det viste sig, at der ikke var spor af aflatoxin, men til gengæld var fugtighedsprocenten én procent for høj for majsene. Når majskornene indeholder for meget fugt er der risiko for, at de hurtigere kan gå i forrådnelse. Derfor besluttede Francis sig for at gennemføre distributionen hurtigst muligt, for hvis blot majsene bliver tørret først og opbevares korrekt, så sker der ikke noget.

Majsene, som vi uddelte

Vi påbegyndte distributionen torsdag eftermiddag, og fredag eftermiddag havde vi været rundt til alle 14 skoler. De 14 skoler har Francis sammen med the district officer (D.O.) udvalgt, da de ikke er en del af den kenyanske regerings skolemadsordning. De skoler, som er med i skolemadsordningen får penge fra regeringen, så de kan købe mad til børnene. Skolerne kan dog kun blive godkendt, hvis de er beliggende et sted, hvor der er tørt. De udvalgte 14 skoler kan altså under normale omstændigheder selv sørge for mad til børnene, men da det har været tørt de sidste par måneder, har forældrene haft svært ved at skaffe den fornødne proviant. Francis sørgede for at oplyse ledelsen på alle skolerne om, at de skulle tørre majsene inden brug, at sækkene ikke må opbevares på jorden, og at maden var beregnet til at vare i cirka 20 dage.

Denne uddeling af fødevarer bør derfor være en engangsforeteelse, da skolerne bør være i stand til at klare sig selv. På nogle af skolerne udtrykte ledelsen dog bekymring for, om de ville være i stand til at sørge for børnene på længere sigt, hvis området igen rammes af tørke. Problemet med at distribuere fødevarer, er, at befolkningen bliver afhængige af maden fra ActionAid, hvilket ikke er en bæredygtig måde at gribe problemet an på. Francis udtrykte senere sin bekymring omkring dette emne, da han hellere ser, at befolkningen kan tage vare på sig selv. Vi så dog også, at et par af skolerne var i stand til at sørge for sig selv, da forældrene selv har taget initiativ til at være bæredygtige. Fx havde de sparet op til at investere i et energisparende komfur.

Varelageret. Der er én vægt

Den sidste ting jeg vil nævne omkring distributionen, er hvilke udfordringer, vi havde med leverandøren af maden. Francis havde valgt at få fødevarerne leveret af en regeringsgodkendt leverandør. Det vil sige, at maden og lageret til opbevaring burde være i orden. Det var det næsten også, så det var egentlig ikke det store problem. Udfordringerne opstod mere i forbindelse med læsningen af sækkene forud for distributionen. Mage til et ineffektivt system har jeg sjældent set. Fx skulle alle sækkene vejes, så det var sikret, at de vejede 90 kg. Til denne opgave, hvor der skulle vejes over 1000 sække, havde de én vægt, hvor de var tre mænd om at løfte hver enkelt sæk for at sætte den fast på krogen. Ja, altså et alternativ ville jo være at anskaffe sig en vægt, der står på gulvet. Men nej. Desuden stiller chefen for firmaet op til valget i 2012/2013, og han er allerede gået igang med sin valgkampagne. Så da Francis fik ham til personligt at køre med ud om fredagen, måtte vi flere gange stoppe op i vores foretagende, da han lige skulle benytte muligheden til at promovere sig selv. T.I.A. This Is Africa.

Og til slut er der bare tilbage at fortælle, at vi endelig er kommet til Isiolo, og jeg har bare én ting at sige:

Oh my God, it’s hot here!

Leave A Comment, Written on January 23rd, 2012 , Uncategorized

I torsdags havde vi endnu engang fundet vores vej til matatu-stationen, hvor billetsælgerne efterhånden er så vant til at se os, at vi ikke længere bliver angrebet i helt samme grad som tidligere. Før kunne sværmen af kenyanske mænd, som prøvede på at overtale os til at vælge netop deres matatu, være en smule overvældende. Nu har de tilsyneladende (næsten) accepteret, at vi målfast stiler mod den samme matatu hver gang, da vi ved, at den kører højst en halv time efter, at vi har sat os ind i den.

Da der ikke sad mere end én til to personer i matatuen, da vi ankom, valgte vi at stå og vente lidt udenfor. Vores ‘mor’ har nemlig fortalt os, at hun aldrig sætter sig ind i bilen, før der sidder nogle stykker, da man ellers er et nemt offer for røveri, fordi det ikke er muligt at komme væk. Jeg kunne dog ikke undgå at blive antastet af op til flere mænd, mens vi stod der, og specielt den ene syntes bestemt, at vi skulle giftes. Han mente, at det ville være godt, hvis flere sorte og hvide giftede sig, fordi så ville der ikke være så meget krig i verden. Jeg prøvede at forklare ham, at jeg måske ikke helt tror, at det er så simpelt. Jeg tror dog ikke, at han hørte efter.

Der gik ikke særlig lang tid, før bilen var fyldt op, og vi kørte afsted. Der har ikke været meget at lave på kontoret her efter nytår, da Francis endnu ikke har fået tildelt nogle penge til dette års projekter. Desuden går vi også og venter på godkendelse fra KEBS (Kenya Bureau of Standards), før vi kan foretage vores food distribution. KEBS skal nemlig teste fødevarernes kvalitet, før vi kan distribuere dem til befolkningen (se nederst i ‘Food distribution’ under ‘Studierelateret’ for uddybning). Så da der ikke sker noget nævneværdigt på kontoret, var jeg ikke synderligt opsat på at skulle tilbringe en hel dag der. Heldigvis var der én eller anden, der overhørte mine bønner.

Vi var ikke nået langt udenfor Nanyuki (små 10 km), da vi så, at der var en trafikprop lidt længere fremme. Da vi kørte tættere på, kunne jeg se, at det brændte. Min første tanke var, at der havde været en trafikulykke, og at bilen var brudt i brand. Men det gik hurtigt op for mig, at det ikke var tilfældet, fordi det var som om, at ilden gik på tværs af vejen, og dette var grunden til, at der var opstået en trafikprop. Min mistanke blev hurtigt bekræftet, da de andre passagerer i bilen fortalte, at det var en demonstration. De forklarede, at der var elefanter på spil. Elefanterne havde nemlig vandret fra Mt. Kenyas skove, til hvor vi befandt os, og der var de nu godt igang med at spise de lokale bønders afgrøder. Elefanterne udgør et stort problem for lokalbefolkningen, da de kommer og spiser deres afgrøder – og det, de ikke fortærer, tramper de ned. De lokale har op til flere gange gjort regeringen opmærksom på problemet, men de har endnu ikke gjort noget ved det. Derfor valgte de lokale denne dag at demonstrere ved at sætte ild til bildæk og buske og på den måde stoppe trafikken.

Efter at have holdt stille i nogle minutter valgte vi at stige ud, og for første gang så jeg endelig en elefant! De stod et godt stykke væk fra vejen og spiste af træer, buske og afgrøder. Der herskede lidt af en kaos-stemning, eftersom at ingen kunne komme hverken frem eller tilbage, selvom matatuerne ihærdigt forsøgte at komme udenom ilden. Vi fik at vide, at vores chauffør havde ringet til politiet, og at de nu var på vej fra Naromoru (altså derfra hvor vi var på vej hen). Vi ringede til Francis, som sagde, at han ville komme og hente os. Da vi har læst i vores guidebog, at man skal holde sig langt væk fra demonstrationer (især når politiet er på vej), valgte vi at gå lidt væk – eftersom at vi vitterligt var midt i demonstrationen. Vi gik forbi ilden, snoede os imellem og udenom lastbiler, matatuer, personbiler og andre køretøjer, og fandt lidt længere oppe af vejen en lille sidevej, hvor vi kunne stå og kigge på begivenhederne i behørig afstand, og hvor risikoen for at blive kørt ned ikke var så stor. Da vi fandt Francis fortalte han, at politiet ved demonstrationer plejer at anvende tåregas og gummikugler, og da jeg ikke er stor fan af tåregas (og formentlig heller ikke gummikugler), var det nok meget godt, at vi gik længere væk.

Politiet ankom. Desuden var Kenya Wildlife også på stedet for at sikre sig, at folk ikke skød elefanterne, da det er forbudt. Befolkningen har dog ikke meget tiltro til Kenya Wildlife efter at én af deres ansatte tidligere hat lovet, at hun ville gøre noget ved elefanterne. Det løfte har hun (selvfølgelig) ikke holdt, og derfor turde hun ikke at vise sig ved demonstrationen i torsdags. Problemet med elefanterne begrænser sig nemlig ikke kun til, at de destruerer afgrøderne. Et andet anliggende er, at forældrene ikke tør at sende deres børn i skole, når elefanterne er i området, da de kan finde på at angribe. En kvinde udtrykte sin bekymring til mig ved at sige: “Education is the most important thing. What are we supposed to do, when our children is prevented from going to school?”.

Folk står på vejen. Elefanterne befinder sig på den venstre side, men skal krydse vejen, da Mt. Kenya er til højre for vejen. Forrest i billedet er en matatu.

Kenya Wildlife prøvede efterfølgende at jage elefanterne tilbage til Mt. Kenyas skove, hvilket betød, at elefanterne skulle krydse vejen. For at gøre arbejdet så vanskeligt for politiet og Kenya Wildlife som muligt, blev folk stående langs vejen og råbte og skreg for at skræmme elefanterne. På den måde fik lokalbefolkningen skabt mere opmærksom omkring situationen. Da hele seancen trak i langdrag, besluttede vi os for at køre hjem til Naromoru. Senere har vi fundet ud af, at Kenya Wildlife lovede lokalbefolkningen, at de ville oprette en lejr i nærheden af skoven, hvor en vagt ville holde øje med elefanterne døgnet rundt.

Problemet med elefanterne er ikke et nyt fænomen, og der er da også gjort tiltag for at forhindre dem i vandre rundt på må og få – men da de er kloge dyr, er det ikke så nemt. Regeringen har nemlig opsat et elektrisk hegn rundt om Mt. Kenya for at holde elefanterne indespærret i skoven. Elefanterne har dog fundet ud af, at der ikke er strøm i de pæle, som holder hegnet på plads, da de er lavet af træ. For at bryde ud af indhegningen, vælter de pælene ved at skubbe til dem. Dette kan man dog til en vis grad forhindre ved at opgradere hegnet. Regeringen vil meget gerne undgå, at elefanterne bliver dræbt, da de tiltrækker turister. Befolkningen ved dog, at hvis de dræber én af elefanterne, så vil hele flokken huske det i flere år, og de vil derfor ikke komme tilbage til det område, hvor deres familiemedlem blev dræbt. Dette er et stærkt incitament for befolkningen til at dræbe én eller flere af elefanterne – især også fordi, de vil have kødet. En anden mulig løsning på problemet kunne være at indføre forsikring for bønderne og deres afgrøder, men det er vist et langsigtet projekt – især med al den korruption, der er her i landet.

Hm, det var en meget lang fortælling om nogle elefanter. Næste fortælling kommer formentlig til at handle om et brændende bjerg, for i dag (mandag) er der ild i Mt. Kenya. Glæd dig.

2 Comments, Written on January 16th, 2012 , Uncategorized

Det er synd at sige, at der er meget at fortælle herfra. Rikke og jeg har bare brugt julen og nytåret på at lave absolut ingenting udover at læse og skrive opgave. Men to ting har vi dog oplevet. I går så vi fem mennesker på én motorcykel. To af dem var godt nok børn, men stadigvæk imponerende. Og så er vores familie trådt ind i en ny æra af deres liv, for de har nu fået et køleskab OG en fryser i huset. Det er nye tider. Vi drømmer allerede om at kunne opbevare uanede mængder af is og kolde drikke – altså lige så snart køleskabet og fryseren bliver koblet til en strømforsyning…

Vi håber stadigvæk på at kunne komme til Isiolo, formentlig engang i næste uge, men planerne ændrer sig nærmest fra dag til dag, så vi må vente og se.

Jeg har lagt flere billeder op. Find dem i de to forskellige links under ‘More photos’.

Desuden er der kommet en længere fortælling om fødevareuddeling under ‘Studierelateret’. Det er til dem, som er interesseret i at vide lidt mere om emnet.

Leave A Comment, Written on January 3rd, 2012 , Uncategorized

Så blev det endelig jul. I går var det den 24. december, og for at fejre dagen, havde Rikke og jeg lejet en bil. Vi ville begive os ud i det vilde Kenya på egen hånd, hvor vores plan var at køre til et vandfald og vandre lidt rundt i en skov. Men sådan gik det absolut ikke. Så meget for planer. Vi fik hentet bilen (Toyota Corolla) ved 10-tiden, og begav os afsted. Det gik meget godt de første 50 km, men så begyndte bilen at opføre sig mærkeligt. Pludselig var det som om, at den ikke ville i gear, og den kunne derfor ikke accelerere. Vi besluttede os for at ringe til ham, som vi havde lejet bilen af. Han sagde, at vi skulle køre tilbage, hvor vi kom fra, og så ville vi møde ham på vejen. Vi vendte derfor næsen hjemad igen, men vi nåede ikke særlig langt, før vi oplevede det, der dræber flest mennesker her i Kenya. Nemlig en bilulykke.

Matatu

Der skete det, at personbilen, som kørte foran os, valgte at dreje til højre (uden at blinke) i samme øjeblik, som en matatu var ved at overhale med høj fart. Det gik galt, for matatuen kørte direkte ind i siden på personbilen. Heldigvis ramte han kun motoren, så ingen kom noget til, selvom det var et rimelig heftigt sammenstød. Efter at have sikret os, at alle havde det godt, satte vi os igen ind i bilen og kørte videre, hvorefter vi mødtes med biludlejnings-manden. Bilen skulle til mekanikeren, hvilket tog et par timer, så inden vi fik set os om, var dagen gået. Vi begav os derfor hjemad igen, efter at bilen havde fået ny gearkasse. Det var heldigvis en stille og rolig aften ovenpå en (lidt for) begivenhedsrig dag.

I dag (25. dec) kørte vi så ud igen, denne gang i håbet om, at vi ville nå længere end i går. Men vi nåede ikke at køre mere end en halv times tid, før bilen igen opførte sig mærkeligt. Vi besluttede os for at vende om med det samme, for det har åbenbart ikke hjulpet, at gearkassen er blevet udskiftet. Det er nok et tegn på, at vi skal blive hjemme.

Leave A Comment, Written on December 25th, 2011 , Uncategorized

I dag (tirsdag) har vi for første gang kørt på taxi-motorcykel. Det gik fint, selvom det var Rikkes første gang bag på en MC. Hun klarede det godt. Jeg sad i midten, og hun sad bagerst. Det gjorde dog ikke turen mere betryggende, at jeg havde min taske på ryggen, da der kun lige var plads til Rikke. Men vores chauffør kørte meget pænt, så det gik fint. Vi har jo set, at man godt kan sidde fire personer på en MC, så hvorfor ikke tre personer + 2 tasker?

I Mr. Kibes drivhus

Vi besøgte Mr. Kibe, som viste os rundt på sin farm og fodrede os med mere mad, end jeg har fået i meget lang tid. Jeg tror, jeg er mæt de næste tre dage. Ved det sidste måltid, vi fik, følte Rikke sig nødtvungen til at finde sit eget vand frem, (hvilket kan opfattes som uhøfligt), simpelthen fordi, hun var bekymret for, at hun ville brække sig pga. al den mad, vi havde spist. Formålet med vores besøg var dog ikke at forspise os, men derimod at interviewe Mr. Kibe i forbindelse med en rapport, som vi skal skrive. Han og hans familie var meget glade for vores besøg, og på en eller anden måde havde han forstået det sådan, at vi ville overnatte hos dem – hvilket vi ikke havde udtrykt ønske om. Han blev derfor lidt skuffet, da vi forklarede ham, at det havde vi altså ikke tænkt os, og vi måtte flere gange forsikre ham om, at vi ville prøve at komme tilbage en anden dag. Vi gik også en tur i elefantland (skoven) – dog uden at se elefanter. De er der bare aldrig, når vi kommer forbi. Til gengæld så jeg fodsporene. De er store.

Rent vand fra vandprojektet

Da vi i går blev kørt hjem af vores chauffør Martin i ActionAid bilen, blev vi stoppet af et par soldater. Vi bliver med jævne mellemrum stoppet af politiet, så det er der ikke så meget mærkeligt i. Det blev dog lidt mærkeligt, da de to soldater efter en kort samtale med Martin, åbnede bildøren og sammen med deres store guns hoppede ind på bagsædet lige ved siden af Rikke. Hun så lidt beklemt ud – især fordi geværet mellem benene på soldaten pegede i en lidt ubehagelig vinkel hen mod hendes hoved. Hm. De havde formentlig styr på det.

Vi prøver stadigvæk at finde ud af, hvor vi vil hen til jul. Tiden er ved at løbe fra os, men på en eller anden måde ordner det sig nok.

Food distribution

Torsdagen har vi brugt på at uddele madrationer til tre forskellige børnehjem. Det har hele tiden været planen, at vi skulle uddele mad til dem, der er ramt af tørken, men først efter nytår. Francis besluttede sig dog for at uddele nogle af rationerne til børnehjemmene før jul, da de har svært ved at klare sig henover julen. Dette var vores sidste dag på kontoret før jul.

Leave A Comment, Written on December 22nd, 2011 , Uncategorized

Der er ikke sket det store siden sidst. I forrige uge gik vi på kontoret igang med at arbejde med den kommende uddeling af fødevarer, som er sat til efter nytår. Det er blevet vurderet, at der er behov for distribution af fødevarer til de mest sårbare personer i området. Det er dog en længerevarende proces, da de mest sårbare personer først skal identificeres, og derefter skal det sikres, at de virkelig har behov for hjælpen. Derudover har donoren en masse krav til bl.a. papirarbejdet, så de kan sikre sig, at pengene bliver anvendt som tiltænkt. Derfor havde vi i sidste uge besøg fra Alexandro fra Spanien, som arbejder i en organisation, der er et mellemled mellem

Vandprojekt

ActionAid og donoren (CAM). Han blev kørt rundt af Frances, som viste ham forskellige projekter i området, mens det blev forklaret, at hvis donoren valgte at bruge pengene på udvikling i stedet for akut distribution af fødevarer, så ville det slet ikke være nødvendigt med uddelingen af fødevarer. Men det er svært at overtale donorerne om at investere i udvikling. Alexandros job var at skabe sig et overblik over AA’s arbejde i Kieni-området, og at sikre sig, at Frances havde forstået, hvordan han skal opfylde alle donorens strikse krav.

Dagen efter besøgte vi to forskellige børnehjem i Naromoru, som begge har brug for uddeling af fødevarer. På det første børnehjem boede der omkring 40 børn, mens der på det andet boede omkring 180 børn. Det blev drevet af en præst, som mistede sine forældre som lille, og efterfølgende besluttede han sig for at blive præst og at oprette et hjem for andre forældreløse børn, så de ikke skal gennemgå den samme svære barndom, hvilket han selv var tvunget til. Nu har han ved egen håndkraft opført en stor bygning, hvor der er sovesale og klasseværelser for de små årgange. Når børnene bliver lidt større bliver de sendt på boarding school, hvilket er meget dyrt, da han betaler for dem allesammen.

Det første børnehjem

Men med Guds hjælp klarer han sig igennem, selvom de i øjeblikket mangler mad. Penge modtager han fra forskellige donorer, og han er flere gange blevet spurgt om det er muligt at adoptere én af børnene for en sum penge, men dertil er svaret nej. Han nægter at bortadoptere nogle af børnene.

.

.

.

.

.

.

Til slut et par små-fortællinger fra hverdagen:

Rikke spiser sukkerrør

- Da vi ankom hos familien, var der tre hunde. Nu er der to. Teorien går på, at den ene hund er blevet stjålet, og enten holdes fanget et sted eller er blevet solgt videre. Det sker åbenbart med jævne mellemrum, at hunde bliver stjålet og sælges videre.

- Der er kommet en ny gartner siden vi ankom. Den gamle gartner blev nemlig fyret for en uges tid siden, da vores mor, Maggie, opdagede, at han havde stjålet et par øl efter en fest, som blev holdt herhjemme en lørdag aften. Til gengæld har hun ansat en gartner, som tidligere har været ansat her. Efter sigende går han ikke og smårapser.

- Vi har haft til lidt svært ved at finde ud af at tage de rigtige matatuer – altså dem, hvor man kører senest en halv time efter, man har betalt for billetten og sat sig ind i bussen. Men i dag tror jeg, at vi gennemskuede systemet. Vi kom i hvert fald afsted indenfor 20-30 minutter. Ny rekord.

- Forleden dag opdagede vi, at vi kører over ækvator hver dag.

Leave A Comment, Written on December 19th, 2011 , Uncategorized

Så. Nu er det nu. Nu er det, at tiden begynder at løbe afsted rigtig hurtigt, og jeg fortryder, at jeg kun skal være her til midten af februar, for det er jo klart alt for kort tid. Hvordan skal vi nogensinde nå at gennemføre alle vores studierelaterede planer, når vi også skal holde ferie, på safari og besøge alle de mennesker, som hellere end gerne vil tilbyde os mad og husly? Nå, det må ordne sig.

Tiden er simpelthen fløjet afsted siden søndags, hvor vi var i Isiolo. Mandag og tirsdag deltog vi i mødet med de lokale koordinatorer i ActionAid, hvor de gennemgik forskellige projekter. Derudover besøgte vi kontoret i Isiolo, som lå på den anden side af vejen. Denne gang begav vi os ud til fods, og hvis vi ser bort fra alle de skulende blikke, var der næsten ingen, der lagde mærke til os. Her fik vi tirsdag talt os frem til, at vi den følgende dag kunne tage med på relief distribution (altså uddeling af fødevarer pga. tørken). Så det gjorde vi.

Relief distribution

Onsdag morgen satte vi os op i en lastbil, hvorefter vi kørte til lageret, hvor en masse unge mænd læssede de 50 kg. tunge sække på ladet. Derefter satte vi kurs mod vores bestemmelsessted. Efter at have bumpet rundt på en jord- og stenbelagt vej og siddet fast i et mudderhul i 20 minutter (blot én af de daglige udfordringer), nåede vi endelig næsten frem til vores bestemmelsessted. Da lastbilen igen satte sig fast i den bløde jord, besluttede Thomas fra AA sig for at uddele nødhjælpen på stedet.

Uddelingen af fødevarerne er en del af projektet ‘Food for asset’, hvor de lokale skal arbejde for at gøre sig fortjent til fødevarerne. Hvis ikke de arbejder på dyrkelsen af deres egne fødevarer, får de ingenting udleveret. Der blev dog uddelt en lille mængde donerede fødevarer til de hårdest ramte i samfundet, som ikke kunne arbejde, da de var for svage og udmagrede. Det hele foregik meget stille og roligt og under ordnede forhold, bortset fra på ét tidspunkt, hvor der opstod tumult blandt en masse kvinder ved lastbilen. Jeg forstod aldrig hvorfor.

Relief distribution

I går (torsdag) var vi med Frances på tur rundt i Kieni-området. Her viste han os det elektriske hegn, som ActionAid har været med til at sætte op. Hegnet skal sørge for at holde elefanterne ude af bøndernes marker. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor meget skade sådan en elefant kan gøre på afgrøderne. Hegnet får strøm fra en række solpaneler, som vi også så. Strømmen sættes dog kun til om natten, for om dagen kan bønderne selv skræmme elefanterne væk.

Om eftermiddagen besøgte vi Solomon, som er en tidligere politimand, der nu driver sit eget landbrug. Han dyrker majs, hvede, sweet potatoes o.a. Derudover har han sit eget biogasanlæg og sin egen fiskefarm, som AA har hjulpet ham med at bygge. Fra biogasanlægget får han metangas, som hans kone bruger i køkkenet til madlavning. I fiskefarmen har han fisk (!), men da fuglene har spist mange af fiskene, er han nu ved at grave den dybere, så fuglene ikke kan fange fiskene.

Solomon og hans biogasanlæg

Efter en rigtig god og udbytterig dag blev vi sat på en matatu. Vi var en smule trætte efter de mange indtryk, og havde sat os godt til rette i sæderne klar til en halv times køretur. Det er altid en oplevelse at køre i matatu, som er en minibus med plads til 11-15 personer. Der bliver dog altid presset flere ind, end hvad der er plads til. Hvis man vil af, siger man det til manden, som tager imod penge, og så banker han to gange i taget. På den måde ved chaufføren, at han skal stoppe. Det er ikke altid at skydedøren lukkes, så det gælder om ikke at komme til at sidde yderst i den side.

Vi havde kørt i matatu i små fem minutter, da vi stoppede ved en station. Pludselig fik vi at vide, at vi skulle sætte os over i en anden matatu. Vi fik aldrig at vide hvorfor. Men det gjorde vi, og så var vi på vej mod Nanyuki (selvfølgelig først efter at der var blevet spændt en sofa ovenpå matatuen. Dette ville vi godt have filmet, men det er aldrig en god idé at flashe sit kamera sådan et sted). Efter at have kørt lidt udenfor Naromoru, hvor vi kom fra, gik bilen i stå. Men motoren fik lidt hjertemassage, og så kørte den videre. I fem minutter. Så gik den i stå igen. Denne gang var det mangel på benzin, som forhindrede os i at nå frem til vores destination. Så vi måtte pænt vente i en halv time, før vi kunne komme videre. Mens vi sad dér, dukkede Mt. Kenya frem af skyerne. Det var et flot syn. Efter at bilen var blevet fodret med ny, god benzin, var vi godt på vej – eller… For bilen hostede og harkede sig frem lidt efter lidt, men den gik stadigvæk i stå hver gang vi havde kørt 20 meter. Og sådan fortsatte det. Med lidt hjertemassage og en lille bøn nåede vi endelig til Nanyuki efter halvanden time – vi havde tilbagelagt omkring 25 km.

Mt. Kenya

I dag skulle vi selv finde ud til kontoret i Kieni – igen med matatu. Så vi begav os hen til stationen i Nanyuki, hvor vi blev overfaldet af en masse chauffører, der bestemt insisterede på, at vi skulle vælge lige netop deres matatu. Driften for matatus er her i Kenya ikke underlagt regeringen, så hvis man vil starte en forretning, kan man blot købe en matatu og starte sin egen lille virksomhed. Det gør dog, at priserne afhænger af tilstanden på bilen og hvor mange passagerer, den kan fragte. Så hvis man vil være sikker på at nå frem i godt behold, er det bedst at vælge en mindre smadret matatu frem for de helt faldefærdige. Så snart en matatu er fyldt op, kører den. Derfor gælder det for chaufførerne at få fyldt deres egen bil op hurtigst muligt.

Det lykkedes os at finde en matatu, hvor chaufføren lovede mig, at han ville køre med det samme (i hans verden betød det 20 minutter senere). Til gengæld startede han turen med at fylde benzin på. Hurra. Men turen til Kieni gik fint, og vi var der en halv time efter.

Turen fra Nanyuki til Naromoru, Kieni.

Vi begav os igen ud i Frances’ bil, for at køre hen til et vandprojekt, som AA har doneret penge til. På vejen så vi en barfodet mand i vejkanten, som var ved at blive nedlagt af tre andre mænd. Da de havde nedlagt ham, blev han med reb bundet på hænder og fødder og lagt ind på bagsædet af bilen. Hvis ikke Frances havde fortalt mig, hvad der foregik, ville jeg havde troet, at det var en kidnapning. Men faktisk var den barfodede mand mentalt ustabil, og de tre mænd var hans slægtninge, som var kørt ud for at finde ham. Efter tilfangetagelsen kørte de afsted på hospitalet med ham, hvor han kunne modtage behandling. Hvis ikke hans slægtninge havde kørt ud efter ham, havde han måske aldrig overlevet, da regeringen ikke tager sig af den slags sager.

Vi hjælper med at grave

Ovenpå den oplevelse ankom vi til vandprojektet, hvor lokalsamfundet i fællesskab har gravet en 16 kilometer lang rende fra floden til deres beboelsessted. Derefter har de lagt vandrør, så de kan få vand til drikkevand og kunstig vanding. Vi fik selvfølgelig også lov til at grave lidt. Det var ret tungt, da jorden var meget leret, og derfor var klistret og svær at grave op. Efter at have gravet lidt tog vi hen til Solomon fra i går, hvor vi blev affodret af hans kone.

Det blev en lang fortælling. Hvis du fik læst det hele, så giver jeg en øl, når vi ses igen.

Der er forresten kommet nye ‘korte funfacts’, nr. 2. Der kommer også flere billeder snart.

1 Comment, Written on December 9th, 2011 , Uncategorized

I onsdags ankom vi til vores nye familie i Nanyuki, som ligger en halv times køretur fra AA’s kontor i Kieni. Familien består af en mor, to sønner, en datter, tre hunde, en kat, en gartner samt en husholderske + hendes familie. Der følger selvfølgelig også en far med i pakken, men han arbejder langt væk, og kommer kun hjem en gang imellem, så ham har vi ikke set endnu. Vores nye hjem ligger lidt udenfor byen, og er omgivet af en to meter høj hæk, så man kan roligt sige, at vi er godt forskanset. Her er det kun naboens hunde, der trænger uindbudte ind i haven, og selv de skal passe på ikke at blive jaget væk af de tre vagthunde.

I torsdags kørte vi til Kieni, hvor vi mødte Frances, den lokale koordinator, og blev introduceret til det arbejde, som ActionAid udfører i området. AA er en organisation, som arbejder med udvikling med særligt fokus på styrkelsen af kvinders rolle i samfundet. Da de igennem de seneste otte år har gennemført mange af deres projekter i dette område, er de nu ved at lukke kontoret ned for at rykke videre til et andet sted i Kenya, hvor behovet for udviklingsarbejde er større.

 De sidste par dage har vi været hjemme, hvor vi har siddet og læst i huset – så meget som vi nu har kunnet læse, når der er tre tornadoer (= børn), der fiser rundt omkring. Det har dog ikke været svært at vende sig til at have en husholderske, som laver mad, dækker bord, rydder af, vasker op, reder sengen og vasker ens tøj, når man spørger om det. Det er grænsende til det perfekte studiemiljø, især når man samtidig kan sidde udenfor på terrassen og kigge ud på den store have, der er fuld af blomster og mærkelige træer.

I dag, søndag, skete der dog noget nyt, da vi fik lov til at tage med Frances til Isiolo. I fredags var undersøgelsen vedrørende sikkerhedssituationen her i Isiolo færdig, men vi har endnu ikke fået oplyst udfaldet. Om ikke andet er det nu engang her vi befinder os, og i morgen skal vi til møde med de lokale koordinatorer i ActionAid Kenya, hvor vi skal høre om projekterne for det kommende år. (Selvom området formentlig er ganske sikkert at færdes i, virker det nu alligevel en smule suspekt at køre i bil fra hotellet til restauranten, hvor vi spiste, da der er en afstand på omkring 300 meter. Men det var selvfølgelig mørkt).

Leave A Comment, Written on December 4th, 2011 , Uncategorized

Kenya is proudly powered by WordPress and the Theme Adventure by Eric Schwarz
Entries (RSS) and Comments (RSS).

Kenya

I praktik i Kenya som et led i Katastrofe- og risikomanageruddannelsen, modul 6.